Ok boomer. Det er nærliggende at se USA’s tidligere præsident Bill Clinton som den ultimative boomerpræsident. En munter, ubekymret sjæl, der tog for sig af retterne på livets menu og var præsident på et næsten unikt godt tidspunkt. Ingen vidste det naturligvis dengang, men i bagklogskabens klare lys var netop Bill Clintons æra fra 1993 til 2001 måske det tidspunkt, hvor USA’s magt var allerstørst.
Sovjetunionen var kollapset, Kina stadig en lillebitte økonomi og islamisk terror en ting, som få bekymrede sig om. Verden var åben, Vesten havde vundet, og vores værdier syntes at gå sejrsgang over hele kloden. En unipolær æra, hvor USA var den eneste supermagt og uden nogen egentlige rivaler.


























