Da Bill Clinton sammen med den drevne krimiforfatter James Patterson i 2018 udgav den politiske thriller ’Præsidenten er forsvundet’, blev den en af årets bedst sælgende romaner i USA.
Derfor er det måske ikke så mærkeligt, at makkerparret nu igen er klar med en bog. ’Præsidentens datter’ hedder den. Og det kan heller ikke undre nogen, at den er skåret efter nogenlunde samme skabelon som debuten.
Hvor præsidenten i den første roman hed Jonathan Lincoln Duncan, en retskaffen krigshelt fra Golfkrigen, der skulle kæmpe imod en ond terrorist, er det i opfølgeren præsident Matthew Keating, en retskaffen krigshelt fra specialenheden Navy Seals, der skal kæmpe imod en ond terrorist.
Og mens det i ’Præsidenten er forsvundet’ var præsidenten selv, som pludselig blev væk, er det i ’Præsidentens datter’ datteren, som bliver kidnappet og ender i kløerne hos den bistre islamist Asim Al-Asheed, der vil hævne mordet på sin kone og tre døtre.
Eftersom den fodslæbende regering ikke vil gøre noget, må Matthew Keating, der nu er eks-præsident, naturligvis selv samle et hold af sine gamle soldaterkammerater og tage affære. Mon han kan lykkes med at redde sin datter? Højst sandsynligt.
»Skrevet efter skabelon«
Hvis du synes, det hele lyder en anelse svulstigt og klichéfyldt, har du nok ret. Det anfører de fleste anmeldere i hvert fald.
I Washington Posts meget underholdende anmeldelse skriver kritiker Ron Charles for eksempel, at Bill Clinton og James Pattersons nye roman er decideret »latterlig«. Han spår også, at hvis de to forfattere bliver ved med at følge samme litterære opskrift, ender vi med at skulle læse bøger om »præsidentens løsslupne kat, hans forsvundne nøgler, en vildfaren sok«.
I den irske avis Independent er anmelderen en anelse mere positivt stemt. Men kun fordi han mener, at bogen er så ringe, at den er sjov. Bill Clintons fantasi om den ideelle maskulinitet, åbenlyst inkarneret af den fiktive præsident, er »ufrivilligt komisk«, skriver han, og sproget er visse steder hysterisk dårligt. Et eksempel: »Hans blik flakker. Han smiler. Han hvisker: ’Godt’. Så dør han«.
The New York Times kalder romanen for »fjollet, men stadigvæk yderst underholdende«. Ikke mindst fordi den ifølge anmelderen tilbyder et interessant indblik i Bill Clintons underbevidsthed.
For eksempel er den tidligere præsident, hvis man altså kan udlede den slags af romanen, meget optaget af, at folk har været ude i virkeligheden og ikke bare kommer direkte fra jurastudiet. Således er hans hovedpersoner mænd af folket og tidligere militærfolk, ikke privilegerede Yale-dimittender, og de står gerne i modsætning til en usympatisk kvindelig politiker med spidse albuer. Og om politiske journalister hedder det på et tidspunkt, at de allesammen er »27 år, uden nogen egentlig erfaring ud over at dække politiske kampagner, og de ved bogstavelig talt ingenting«.
På Litteraturmagasinet Kirkus har de også læst sig igennem Bill Clinton og James Pattersons ’Præsidentens datter’, og de konstaterer kort og godt:
»Skrevet efter skabelon, men ukompliceret underholdning«.
fortsæt med at læse
