Mens skuespilleren Heather Locklear i syv år fra 1993 til 1999 var på tv-skærmene som magtfulde Amanda Woodward i sæbeserien ’Melrose Place’, havde hun medvind i medierne. Hun var stjerne i serien, hvor hun overlevede de mest dramatiske hændelser, uden at hendes karakters kridhvide hår og tænder fik en skramme. Og hun var også feteret stjerne i medier, der fulgte hende tæt.
Det blev dele af pressen ved med at gøre. Også efter at ’Melrose Place’ fik en konkurrent i den sjovere ’Friends’, og Heather Locklear i shows som ’Saturday Night Live’ viste, at der var bund i ambitionerne, når hun i slutningen af 1990’erne sagde, at nu ville hun bruge sit talent for improvisationskomedie.




























