Der er så meget at undres over, mener fysikeren Holger Bech Nielsen, der langtfra er færdig med at arbejde, selv om han nu fylder 80 år.

Den råbende fysiker leder stadig efter det sorte stof

Holger Bech Nielsen lod sig pensionere i 2012. Men fysikprofessoren, der gerne optræder iført butterfly, arbejder stadig - bl.a. på en børnebog.   Foto: Martin Lehmann/Ritzau Scanpix
Holger Bech Nielsen lod sig pensionere i 2012. Men fysikprofessoren, der gerne optræder iført butterfly, arbejder stadig - bl.a. på en børnebog. Foto: Martin Lehmann/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

For år tilbage optrådte Holger Bech Nielsen ofte på tv med butterfly og nærmest råbende entusiasme, når han kastede lys over emner som tid, relativitetsteori og universets begyndelse.

I dag fremstår han lidt roligere. Men ideerne står fortsat i kø hos fysikeren.

Kulminationen på et langt liv i fysikkens tjeneste kom i 2019 i form af bogen ’Teorien om alt’. For mange kan det virke uoverskueligt at forklare teorien om alt og universets sammenhæng.

Men ikke for Holger Bech Nielsen. Det har sågar været drivkraften i hans arbejde som professor i teoretisk højenergifysik.

I dag arbejder han på at finde det sorte stof. Det stof, som forklarer, hvordan galakser og galaksehobe hænger sammen. Det er noget, som han har undersøgt længe og også kom ind på i sin bog.

»Selve spørgsmålet om, hvad det sorte stof er, er jo nok et af de største mysterier i højenergifysikken i dag«, siger Holger Bech Nielsen, der håber, at arbejdet kan blive til en ny bog. I analogi med ’Teorien om alt’.

En dårlig far

Holger Bech Nielsen er især kendt og agtet for teorier og komplekse koncepter som Nielsen-Olesen-vortex og Nielsen-Ninomiya-theorem. Han anser sig selv som en af fædrene til strengteorien inden for kvantemekanik og relativitetsteori.

»Der er stadig mange, der tror, at strengteorien er den rigtige teori for det hele. Og det er der også stadig en mulighed for, at det er. Den vil jeg påstå, at jeg er en af fædrene til«, siger han og tilføjer:

»Men jeg plejer at sige, at jeg er en dårlig far, fordi jeg ikke tror, at det er den store teori til det hele«.

Holger Bech Nielsen modtog i 2001 den højt estimerede tyske Humboldt-pris for sit videnskabelige arbejde gennem 40 år, som mestendels er foregået ved Niels Bohr Institutet på Københavns Universitet.

Her slukkede han i 2012 for sidste gang det lys på kontoret, som var kendt for at brænde allerlængst om aftenen, og lod sig pensionere.

Arbejder på børnebog

Men Holger Bech Nielsen har nu aldrig formået at lægge arbejdet helt fra sig. Og det kommer han heller ikke til, slår han fast.

»Der er så meget at undersøge og undres over«, påpeger han.

Derfor har han da også en særlig idébog, hvori han skriver sine indfald og tanker ned, når de kommer til ham. Han arbejder for tiden på en artikel om sine og kollegaen Colin Froggatts ideer om, hvad det sorte stof kunne være, og til efteråret genoptager han sine foredrag, som har været aflyst på grund af corona. Sammen med billedkunstneren Mette Høst er han desuden ved at lave en børnebog om en lille pige, der ved trylleri bliver gjort ganske lille og møder atomer og superstrenge.

I 1994 blev Holger Bech Nielsen gift med den kroatiske journalist Klara Pavicic, som i 1987 kom til Danmark for at interviewe ham. De to skal fejre hans runde fødselsdag under en ferie på øen Vir i Adriaterhavet.

Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her