Samspillet med landbrug, miljø og klima har præget og præger i den grad fortsat Niels Peter Nørrings karriere. Han er i dag klimadirektør i brancheorganisationen Landbrug & Fødevarer, som omfatter både landmænd og virksomheder på fødevare- og landbrugsområdet. Posten som klimadirektør blev oprettet, i forbindelse med at Landbrug & Fødevarer i foråret 2019 præsenterede sin vision om, at erhvervet skal være klimaneutralt i 2050. Det vil kræve en stor indsats, og så måtte Niels Peter Nørring, der hidtil havde været miljødirektør med klima som en del af området, overlade miljøet til en kollega for at hellige sig klimaet på fuldtid.
Han er uddannet agronom og har også en ph.d.-grad. Karrieren begyndte i 1985 med en ansættelse på det, der i dag hedder Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi ved Københavns Universitet. Men det landbrugspolitiske trak i ham, og fra 1990 og fem år frem var han ansat i det daværende Landbrugsministerium, hvor han fik det politiske helt ind på livet som ministersekretær for tre forskellige ministre: Laurits Tørnæs, Bjørn Westh og Henrik Dam Kristensen. I 1999 rykkede han over i landbrugsorganisationernes hovedkvarter på Axelborg i København, hvor han var miljødirektør frem til 2019.





























