Den viltre og evigt aktive Henrik Hartmann kan her ved sin fødselsdag se tilbage på et langt liv som en førende personlighed i dansk teater. Som kreativ nytænker, drivkraft og iværksætter. Noget af en teaterfantast. Og når man ser listen af hans gøremål, forbavses man faktisk over, at han kun bliver 70.
Henrik Hartmann har haft teatret med sig i hele sit voksne liv. Den unge københavnske danskstuderende med skuespilleren Bodil Udsen som en slags plejemor var tidligt engageret som instruktørassistent for noble iscenesættere som Erling Schroeder og Kaspar Rostrup på en række af Københavns førende teatre. Fra 1976 og de følgende fire år var Henrik Hartmann regissør på Gladsaxe Teater, og endnu mere professionel og fremadrettet erfaring hentede han på poster som forestillingsleder på Det Kongelige Teater og som inspektør på Operaskolen. Han var klar til nye udfordringer.




























