Når danske animationsfilm – ligesom danske spillefilm og tv-serier – fylder betydelig mere på verdenskortet, end vores lille lands størrelse i sig selv berettiger til, skyldes det ikke alene gode uddannelser og stedvis modig statsstøtte til kunstnerisk udvikling. Ej heller alene nogle få særlig originale instruktører, lige fra nyligt afdøde Flemming Quist Møller og hans sprællevende gamle legekammerat Jannik Hastrup til de sidste dages heldige som for eksempel Anders Matthesen og hans ninjaer.
Nej, i rækken lige bag dem står striben af kolleger og animatorer, og bag de mest iøjnefaldende succeser ligger den stadige oplæring, træning og eksperimenteren, som de sidstnævntes kortfilm og serier til eksempelvis skole- og børne-tv-brug giver mulighed for. Instruktøren, manusforfatteren og animatoren Liller Møller er en af dem, der har bidraget mest og længst til dansk animationsfilm på denne front.




























