For mere end 50 år siden forestillede Jean-Claude Mézières sig fremtiden på en måde, der stadig føles fremsynet. I en halv menneskealder tegnede han den skoledannende science fiction-serie ’Linda og Valentin’ sammen med forfatter og barndomsven Pierre Christin.
Mesteren Mézières er en af de kunstnere, der har haft størst indflydelse på vores forestillinger om rumrejse, rumskibe og rumvæsener. I weekenden døde han, 83 år gammel, meddeler det franske forlag Dargaud. Jean-Claude Mézières efterlader sig det tegneseriehistoriske hovedværk ’Linda og Valentin’, som handler om de to rumtidsagenter, der rejser frem og tilbage i tiden, på kryds og tværs af galakserne. Hun er en pioner for den seje, handlekraftige heltinde, mens han, på trods af pluskæbe, er den bløde og ofte vægelsindede mand.




























