For designkendere er navnet Gubi forbundet med eksklusivt design, der særligt de seneste år har fået et internationalt udtryk over sig, som ligger meget langt fra den nordiske enkelhed, vi ellers dyrker i Danmark.
Tænk velour, marmor, mørkt træ, gyldne metaller og bløde former – tilsat den britiske klassiker Bestlite-lampen, som oprindelig landede i kollektionen takket være Gubis stifter, Bjarke Gudmond Olsen. Gubi Olsen bliver han kaldt, og selv om han i dag officielt er gået på pension og ikke længere er involveret i designvirksomheden Gubi, er han stadig en skikkelse i dansk design. Forrige år blev han økonomisk engageret i AtBo, der nok er kendt for sine reoler, men også har overtaget Gubi Olsens design – herunder sofaen Grand Piano.




























