Rasmus Nøhr brød igennem med ørehængere om hverdagsliv og kærlighed. Nu fylder han 50.

50 år: Hitmager kom i modvind under coronakrisen

Rasmus Nøhr ramte en musikalsk guldåre med tekster, som publikum kunne relatere til
Rasmus Nøhr ramte en musikalsk guldåre med tekster, som publikum kunne relatere til
Lyt til artiklen

Mange danskere kan nok nikke genkendende til sange som ’Sommer i Europa’ og ’Det glade pizzabud’.

Musikeren bag hedder Rasmus Nøhr, som har beriget danskerne med tekster om de helt nære ting – som eksempelvis at holde sommerferie i Europas solskin eller blive forelsket i et pizzabud.

Musikken har været en stor del af københavnerdrengen Rasmus Nøhrs liv fra den tidlige ungdom.

Men han skulle nå at blive en voksen mand, før han for alvor slog igennem i den brede offentlighed som solosanger.

Inden da nåede han en hel del. I teenageårene havde han et band, og senere startede Nøhr DM i Rock, som han stod i spidsen for en god del af 1990’erne, og som blev en stor begivenhed.

Tog en pause og gamblede

Efterfølgende forlod han helt musikbranchen. Han tog til USA og forsøgte sig som gambler i spil som backgammon og poker.

På en tur i Arizonas ørken for han dog vild og var ved at dø af dehydrering, har han fortalt til Politiken. Fra sygesengen dukkede tankerne op om at vende tilbage til Danmark og musikken.

Det skulle vise sig at være en god idé. I 2004 udkom debutalbummet i eget navn, og i 2006 blev succesen så for alvor stor med efterfølgeren ’Lykkelig smutning’.

Rasmus Nøhr ramte en musikalsk guldåre med sine tekster om hverdagsglæde, som publikum kunne relatere til.

Flere plader kom til, som har tilladt Rasmus Nøhr at rejse land og rige rundt og spille sin musik.

Under coronakrisen har sangeren dog fået kritik. Han har udtalt sig negativt om nedlukning og restriktioner og spillede blandt andet til en coronademonstration i september 2020.

Rasmus Nøhr trækker sig fra stor »genåbningsfest« efter kritik

Sidste år sagde han ja til at spille til endnu en stor demonstration mod coronarestriktioner, hvor tusindvis havde meldt deres ankomst.

Senere valgte Rasmus Nøhr dog at trække sig fra arrangementet under stor offentlig bevågenhed.

»Desværre bliver demonstrationen af rigtig mange af mine kolleger opfattet som en form for hærværk imod det fælles projekt at komme ud af lockdown og tilbage til hverdagen«.

»Demonstrationen og min medvirken har ført til sorg og vrede og misforståelser, altså det stik modsatte af hvad mine hensigter var«, skrev han i et opslag på sin Facebook-side.

/ritzau/


© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her