For tyve år siden, da Sandy Brinck fyldte 30 år, blev hun her i avisen beskrevet som et »lovende kort til fremtidens fornyelse« af Socialdemokratiet. Året inden, ved valget i 2001, var hun blevet valgt til Folketinget, hvor hun i forvejen var suppleant, og hun havde som et af de yngste medlemmer af den socialdemokratiske folketingsgruppe fået den tunge post som retsordfører.
Men forudsigelsen skulle vise sig forkert, for kun få måneder efter at være blevet genvalgt i 2005 meddelte Sandy Brinck sin exit fra Christiansborg. I mellemtiden var Helle Thorning-Schmidt blevet formand for Socialdemokratiet, og Sandy Brinck havde inden sin afgang haft flere offentlige sammenstød med sin nye partiformand.




























