I 2023 er det 60 år siden, at keramikeren Hans Börjeson og hans kone Birgitte Börjeson flyttede til Fulby ved Sorø. Derfor er parret i gang med at forberede en jubilæumsudstilling, og når man ved, hvor produktive de to er og har været, er det et projekt, der kræver planlægning og overblik. I årtier har Birgitte og Hans Börjeson deltaget på kunsthåndværkermarkeder i Europa, og de var med til at etablere det årlige kunsthåndværkermarked på Frue Plads i København. Så det passer dem sikkert særdeles storartet at have sådan en udstilling at se frem til med alt, hvad det kræver af nedpakning, produktion og og tilrettelæggelse.
Men før vi når til 2023, skal Hans Börjeson lige fejre sin 90-års fødselsdag. Hans Börjeson er pottemager af den gamle skole, og da han var færdiguddannet – og havde brugt det meste af sin studietid ved en drejeskive – på Slöjdforeningens Skola i Göteborg i 1956, rejste han til England for at finde et håndværksmiljø, som var et alternativ til det industrielle udtryk, der ellers blev dyrket i Sverige, hvor han er født og opvokset i Småland. En af Englands største keramikere, Lucie Rie, hjalp ham med at finde en plads på et værksted i Cornwall, hvor han løb ind i sin kommende kone, som han siden har arbejdet og levet sammen med.




























