Oscars og masser af sladder. Ben Affleck har prøvet det hele. Nu fylder den amerikanske skuespiller og instruktør 50.

Hollywoods wunderkind blev guf for tabloidpressen

Bennifer er tilbage! For nylig giftede Ben Affleck sig med sin gamle kærlighed, Jennifer Lopez, og dermed har sladderpressen fået sit yndlingspar tilbage.  Foto: Aude Guerrucci/Ritzau Scanpix
Bennifer er tilbage! For nylig giftede Ben Affleck sig med sin gamle kærlighed, Jennifer Lopez, og dermed har sladderpressen fået sit yndlingspar tilbage. Foto: Aude Guerrucci/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Den amerikanske skuespiller, manuskriptforfatter og instruktør Ben Affleck har skrævet bredt i sin karriere fra høje tinder til lave sladderspalter. .

Han vakte stor opsigt, da han som ung og ukendt i 1990’erne vandt en Oscar for bedste manuskript. Det skete med filmen ’Good Will Hunting’, som han lavede sammen med vennen Matt Damon, der i filmen spillede et overset matematikgeni.

I 2012 gentog Affleck oscarsuccesen, nu for bedste film med ’Operation Argo’, som han instruerede og spillede hovedrollen i.

Den kunstnerisk roste film om en CIA-agent, der reddede seks diplomater ud af Iran under gidselkrisen i 1979, modtog ikke mindre end syv oscarnomineringer og vandt tre. Samt en række andre internationale priser.

Guf for tabloidpressen

Men Ben Affleck har også lavet dårlige film. Og hans meget eksponerede forhold til sangerinden og skuespillerinden Jennifer Lopez har gjort ham til tabloidguf.

Han mødte Lopez i komedien ’Gigli’, hvor de spillede hovedrollerne og siden blev forlovede. Filmen nød dog den sure skæbne at blive udpeget af mange som en af verdens værste film nogensinde.

Ved den berømte Golden Raspberry Award i 2003 blev ’Gigli’ den første film, der blev ’kåret’ til både årets værste film, værste instruktører og skuespillere.

Uanset det blev det fysiske pragtpar Affleck og Lopez et fænomen i medierne kaldet ’Bennifer’ – som en slags nyt Beckham-par, hvor den enes kendthed bestråler den andens. Det varede dog ikke længe. Parret brød pludseligt i 2004 kort før brylluppet.

Derefter dannede Ben Affleck i en årrække par med en anden medskuespiller, Jennifer Garner fra Marvel-superheltefilmen ’Daredevil’. De fik tre børn men blev skilt i 2018.

Siden slap han skidt af sted med et interview, hvor det kom til at lyde, som om hans årelange alkoholmisbrug og afvænningsophold var hendes skyld, og at han kun var blevet på grund af deres børn.

Undervejs har han dog også medvirket i storfilm såsom ’Bounce’, ’Pearl Harbor’ og ’Armageddon’.

I øvrigt er ’Bennifer’ for fuld blitz tilbage i sladderpressen, for Affleck og Jennifer Lopez giftede sig for nylig i Las Vegas. Mere end 20 år efter at de første gang stod frem som par.

Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her