Jeg kunne købe en donut på Hovedbanegården uden at lægge mærke til det, hvis det var Ben Affleck, der betjente mig. Han ligner ikke den store Hollywood-stjerne, han er. Og det er derfor, jeg er fan.
For det er ikke bare i hans ansigt, at der sker så meget, når der ikke sker en skid. Det er i hele hans tunge statur som Boston-dreng, der kan få en smoking til at ligne Levi’s fra en outlet-store i provinsen, at han gennem karrieren har perfektioneret portrættet af den jævne mand. Arbejderen, småforbryderen eller den glansløse ægtemand, der kan få et helt almindeligt liv til at gå med ikke det store og stadig være en del af en større fortælling.




























