For en del år siden medvirkede Thomas Mørk i Cirkusrevyen i et par sæsoner, og i en af disse leverede han en sketch, hvori han berettede om, hvordan knallertbøllerne i Københavns nordlige forstæder gebærdede sig, når de skulle tage knald på naboerne fra det bedre borgerskab. Det kunne blandt andet være ved at køre frem til deres rækværk ud til vejen, gasse op og så råbe: »Få så klippet den plæne«, inden de drønede væk i en hulens fart. En af grundene, til at indslaget fungerede så godt, var, at Mørk kan se ud som selve indbegrebet af sådan en blond, blåøjet mandsperson fra de øvre lag i samfundet – med sideskilning og ubekymret smil.
Og det er der så ikke noget at sige til. For han er nemlig fra Hellerup. Søn af en arkitekt og en kunstmaler. Så den kreative åre stammer ikke fra fremmede.




























