Kongeskibet ’Dannebrog’ glimtede mod solen og glimrende ved skibets beskedne staffage, da det forleden var midtpunkt i den hyldest, som Søværnet, Flyvevåbnet og Hæren tildelte dronningen i Storebælt i anledning af hendes 50 år på den danske trone. Hyldesten var stipuleret til sommeren 2020, men coronaen forsinkede alt. Nu skulle det være.
Og nok synede det elegante, strømlinede og hvide ’Dannebrog’ ikke af meget i flokken af store og stærke og potente krigsskibe. Alligevel var det trods alt den 90-årige kongelige yacht, Søværnets fartøj nr. 1, der tiltrak sig størst opmærksomhed. Og man tør tro, at kommandør Peter Schinkel Stamp tronede af stolthed på kommandobroen som skibets chef.




























