»Freddie A. Lerche maler farven«. Det var nogle af de ord, der blev sagt, da Lerche for en del år siden modtog Kunstakademiets største hæder i form af Thorvaldsen Medaljen. Det var en medalje, som han ikke kun havde gjort sig fortjent til som billedkunstner i sin egen ret, men også som underviser ved den institution, der belønnede ham. For her var han først gæsteprofessor i to perioder, fra 1973-75 og 1979-81, og fra 1984-1990 studieleder ved Billedkunstskolerne. Derudover har han siddet i bestyrelsen for netop Charlottenborg, hvor Kunstakademiet har til huse.
I dansk kunst skal man ikke lede forgæves efter Freddie A. Lerche. Han er repræsenteret på flere større museer, bl.a. Statens Museum for Kunst, Arken i Aarhus, Kunsten i Aalborg og Sorø Kunstmuseum, ligesom han har udført udsmykninger til bl.a. Færgen Niels Klim, Nordjysk Musikkonservatorium i Aalborg og trappetårnet på Roskilde Amtssygehus.




























