Af kunstens lange, omtumlede historie har vi fået banket ind i vores hoveder, at den verden, vi lever i, og samtidskunsten, som vi ser på, er en form for forbundne kar. Det vil sige, at de hænger sammen og betinger hinandens udvikling, til en vis grad. Når verden ændrer sig tilstrækkelig meget, gør kunsten det også. Spørgsmålet er kun hvor meget – og hvordan. Det gælder især, hvis verden af en eller anden grund går amok eller bliver syg. Som nu.
Når en verdenskrig bryder ud, er kunsten nødt til at tilpasse sig, ligesom så meget andet, mennesker har ansvaret for. Og tilsvarende, hvis kloden som nu rammes af en smitsom sygdom.
At meget ikke længere vil være det samme som før, og at selv meget, som vi troede var uforanderligt, vil ændre sig, er nok den eneste profeti, der bliver ved med at ligne sig selv.
Hvis vi kaster et blik tilbage på de pandemier, der har plaget menneskeheden gennem tiden, kan vi så blive klogere på vores egen situation ved at studere de forandringer, som disse pandemier førte med sig? Kan forhistorien lære os noget om den fremtid, der lurer lige om hjørnet? Og tør vi så komme med sandsynlige profetier om den kunst, der forhåbentlig vil genopstå som en Fugl Føniks af asken, når coronapandemien engang løjer af, og verden vender tilbage, som vi husker den?
