Dodo Gad fylder 60 år.

Dodos kraftfulde stemme var anfører for et af Danmarks største fodboldhits

    Dodo Gad, Dodo & The Dodos, Smuk Koncerten III, Bøgescenerne, Smukfest 2019, Skanderborg   Foto: Per Lange
Dodo Gad, Dodo & The Dodos, Smuk Koncerten III, Bøgescenerne, Smukfest 2019, Skanderborg Foto: Per Lange
Lyt til artiklen

Dodos karriere begyndte for alvor, da hendes kraftfulde vokal førte an på et af Danmarks største fodboldhits. Radiovenlig pop, der kan danses til, og omkvæd, som alle kan synge med på. En musikalsk magtfaktor i slutningen af 1980’erne.

Sådan beskriver en anmelder popgruppen Dodo & the Dodos, der storhittede i slutningen af 80’erne og starten af 90’erne med hits som ’Vågner i natten’, ’Sømand af verden’ og ’Gi mig hvad du har’.

Navngiver til den populære poprockgruppe og kvinden i front med den stærke og kraftfulde vokal hedder Maria Charlotte Gad, men er bedre kendt under navnet Dodo.

Dodos sangkarriere begyndte, da hun som 15-årig blev hyret som korpige for sangerinden Lotte Rømer.

I 1980 dannede hun bandet Copyright sammen med de tre folkeskolevenner Anders Valbro, Lars Thorup og Jens Rud.

Musikskriver, guitarist og keyboardspiller Steen Christiansen fuldendte bandet i 1985, og bandet skiftede navn til Dodo & The Dodos.

Dodos store gennembrud kom dog først med VM-sangen ’Re-sepp-ten’ i 1986. Hittet kom til verden, efter at Ekstra Bladet havde bedt deres læsere indsende forslag til indholdet i en fodboldsang.

Sangerinden var ikke alene ved mikrofonen, for herrelandsholdet sang som bekendt med på landeplagen, der stadig runger fra tribunerne, når fodboldlandsholdet dribler rundt på grønsværen.

Året efter VM-baskeren udgav Dodo & The Dodos debutalbummet under bandets navn med hits som ’Vågner i natten’ og ’Gi mig hvad du har’.

En svær balancegang

Balancegangen mellem eget album og fodboldhit var svær for Dodo, der først 30 år efter udgivelsen af fodboldhittet begyndte at spille sangen ved bandets egne koncerter.

»Jeg ville ikke bare være hende fodboldpigen. På den ene side gav det en fantastisk opmærksomhed, og på den anden side forsøgte vi at dæmpe det. Det var jo landsholdets sang, fortalte sangerinden til TV 2 i 2017.

I 1998 udgav hun alligevel endnu en VM-klassiker, ’Vi vil have sejren i land’.

Dodo & The Dodos var senest albumaktuelle i 2008 med albummet ’6’. Bandet spiller stadig op til dans med adskillige koncerter på programmet i det kommende år.

I 2011 gav Dodo nyt liv til Benny Andersens finurlige tekster om Svante, da hun udgav soloalbummet ’DodoBennyBossa’.

Privat danner sangerinden par med guitarist i Dodo & the Dodos Jens Rud, som hun fandt sammen med som 17-årig. Kærligheden har holdt ved lige siden.


Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her