Nyhed! Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Peter Haber er gået fra magre år på teaterscenen til at blive hele Sveriges kommissær Martin Beck. Nu fylder den svenske skuespiller 70 år.

Haber måtte vente tålmodigt på gennembruddet

Foto: 2377 Karin Törnblom/tt/Ritzau Scanpix
Foto: 2377 Karin Törnblom/tt/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Allerede som 12-årig blev gnisten for skuespillerfaget tændt, da Peter Haber meldte sig ind i en amatørteatergruppe. Der skulle dog gå lang tid, før den svenske skuespiller fik sit folkelige gennembrud.

I de besværlige ungdomsår blev skuespillet en ’redningsplanke’, har han tidligere beskrevet, og i 1971 kom han ind på en skuespillerskole i Stockholm, Sveriges hovedstad. Uddannelsen var dog ikke som håbet for Haber, som efter to år droppede den for i stedet være med til at danne en teatergruppe, hvor han kunne vise sig frem.

Det gav nogle magre – men bestemt ikke spildte – år.

For med til at danne gruppen – faktisk initiativtageren bag – var kammeraten fra skuespillerskolen Peter Oskarson, som i begyndelsen af 1980’erne fandt plads til Peter Haber i flere af sine tv-opsætninger af skuespil.

Og i 1990 fulgte så det førnævnte folkelige gennembrud. Her spillede han hovedrollen som Carl Hamilton – den fiktive agent i Jan Guillous serie af spændingsromaner – i tv-serien på otte afsnit ’Fjendens fjende’.

Spiller stadig Beck

Et par år senere blev det til en fremtrædende rolle i en svensk tv-julekalender, og i 1997 blev han tilknyttet et projekt, der stadig i dag kører på skinner. Han fik hovedrollen som kommissær Martin Beck i filmserien ’Beck’, hvor kommissæren og hans partner, som i mange år blev spillet af svenske Mikael Persbrandt, efterforsker drab i Stockholm.

Den første af filmene i serien så dagens lys i 1997. Siden er det blevet til over 40 film i rækken, og den næste får premiere 25. december i år. Og det er stadig med Peter Haber i hovedrollen.

En anden rolle, som mange herhjemme måske vil kende Haber fra, er Martin Vanger i filmatiseringen af Stieg Larssons krimi ’Mænd der hader kvinder’. Filmen, som var den mest sete i Danmark i 2009 med knap en million solgte biografbilletter, havde desuden dansk islæt. Den blev instrueret af danske Niels Arden Oplev, og manuskriptet var skrevet af danskerne Nikolaj Arcel og Rasmus Heisterberg.

Privat er Peter Haber gift med den svenske instruktør og skuespiller Lena T. Hansson. Sammen har de en søn. Haber har også en datter fra et tidligere forhold.


Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her