Louise Hindsgavl er uddannet på Designskolen Kolding på linjen for keramik og glas og er, hvad man kan kalde en keramiker.
Men hun laver hverken tallerkener eller krukker, og hun bruger ikke halve eller hele dage ved en drejeskive. Hun bygger sine værker op. Sammensætter dele af det hvideste porcelæn og skaber scenerier, der umiddelbart er søde og sjove, men som set tæt på kan være fyldt med gru og komplekse problemstillinger. Hun kalder sig selv skulptør, og det rammer fuldkommen præcist, hvad hun foretager sig. Hun laver nemlig skulpturer – eller måske rettere: figurer.


























