Den norske standupkomiker, forfatter og debattør Shabana Rehman er død i en alder af kun 46 år. Hun var i 25 år en vigtig figur i det norske kulturliv og hyldes som en stærk og selvstændig stemme for frihed – ikke mindst frihed for kvinder i det indvandrermiljø, hun var rundet af.
Hun engagerede sig gennem årene i en lang række temaer som integration, kritik af social kontrol især i de muslimske mindretalsmiljøer, kvinderettigheder, ytringsfrihed, seksuel frihed, kamp mod vold og mod såkaldte ’æresdrab’ og overgreb.


























