Jens Ringsmose slutter fødselsdagen med at se teaterstykket ’Den Stundesløse’, som bliver opført på Odense Teater. For en travl og humoristisk rektor på Syddansk Universitet er der næppe et mere oplagt stykke at se på mærkedagen end netop Ludvig Holbergs komedie om et menneske, der er travl og stresset uden rigtig at vide med hvad og hvorfor.
Travlheden giver sig selv. Jens Ringsmose har været rektor på Syddansk Universitet siden november 2021. Universitetet rummer 26.700 studerende og mere end 3.900 ansatte. Så i modsætning til Holbergs Stundesløse behøver en rektor ikke fundere længe over, hvad han har travlt med.




























