Da David Crosby for fire år siden besøgte Danmark og gav en ganske fremragende koncert i DR Koncerthuset, beskrev han sig selv som den, der ikke skrev de smukke, iørefaldende sange, men stod som ophavsmand til »the weird and dark shit«. Og det er da heller ikke ham, der eksempelvis forfattede hyggehymnen ’Our House’ fra supergruppen Crosby, Stills, Nash and Youngs millionsælger ’Déjà Vu’ fra 1970; det var hans engelske skønsangerkollega Graham Nash. Til gengæld skrev Crosby titelnummeret, hvori det rådvildt konstateres: »If I had been here before, I would probably know what to do«. Det var også ham, der tegnede sig for ’Almost Cut My Hair’ og dermed beskrev mange unge hippiers dilemma i de vilde år i 1960’erne i en næsten shakespearesk parafrase: At lade sig klippe eller ikke lade sig klippe, det er sagen.
Men selv om han kun skrev de mørke og mærkelige numre, var hans ualmindeligt smukke stemme en del af vokalharmonierne i alle de gruppesammenhænge, han indgik i.
David Crosby blev født i 1941 i Los Angeles, og hans far var filmfotografen Floyd Crosby, der i 1931 vandt en Oscar for filmen ’Taboo’ – og senere i karrieren filmede han Fred Zinnemans ’High Noon’ med Gary Cooper, hvilket indbragte ham en Oscar. Så David Crosby havde showbusiness i blodet, hvorfor han da også opgav at få en videregående uddannelse efter ufokuserede studier på Santa Barbara City College.
Han ville være noget ved musikken, og i 1964 kom han med i et orkester ved navn The Jet Set, som også havde Roger McGuin og Gene Clark som medlemmer. De ændrede navn til først The Beefeaters og siden til The Byrds, som fik en ganske betydelig succes og regnes for et centralt band i genren folk rock. Deres version af Bob Dylans ’Hey Mr. Tambourine Man’ er mere udbredt end originalen, og mange unge mennesker nikker genkendende til ordene fra de første otte vers af tredje kapitel af Prædikerens Bog, fordi the Byrds med labre vokalharmonier sang dem under titlen ’Turn, Turn, Turn’ (med Peter Seegers melodi) i 1965.
Men lige så smuk en stemme David Crosby var i besiddelse af, lige så stridbart et sind var han fra naturens hånd udstyret med. Derfor vippede de andre medlemmer af The Byrds ham ud i 1967. Årsagen: Han var umulig at arbejde sammen med og dertil egoman. Det har han selv fortalt i flere interviews siden.
Crosby, Stills, Nash & Young
Ganske kort tid efter mødte David Crosby briten Graham Nash – fra The Hollies – og superguitaristen Stephen Stills. Det var hos Joni Mitchell, som Crosby havde et – angiveligt ganske kort – forhold til. Graham Nash har om mødet fortalt, at da de sang sammen for første gang, ændrede det hans liv, fordi han i musikken kom så tæt på Crosby og Stills, som han aldrig havde været på noget menneske før.
Deres debut ’Crosby, Stills & Nash’ hører til blandt de sene tresseres ypperligste frembringelser. Og i den indledende suite Judy Blue Eyes’ – skrevet af Stephen Stills – udøves der vokalharmonisk sang, som nok kun de færreste engle kan gøre sig forhåbninger om at nå op på siden af. Til pladen skrev Crosby den fine ’Wooden Ships’, men nok mest bemærkelsesværdigt ’Long Time Gone’, fordi dens tekst blev en meget rammende og uhyggelig beskrivelse af sit ophavs skæbne.
Der findes i øvrigt en optagelse, hvor hippiegruppen Crosby, Stills, Nash & Young synger nummeret i selskab med den ulasteligt klædte walisiske sanger Tom Jones. Her nikker Crosby oprigtigt anerkendende til kollegaen.
I 1970 kom canadiske Neil Young med på vognen, og det blev så begyndelsen til nærmest endeløse bryderier om det ene og det andet i gruppen. Siden har de været gendannet og opløst utallige gange, og hver gang, de er gået fra hinanden, har det forlydt, at medlemmerne hellere ville aftjene værnepligt eller have trukket tænder ud uden bedøvelse end arbejde sammen med de andre. Ikke desto mindre er der kommet masser af musik ud af dem i diverse konfigurationer, ubehaget til trods.
Kokainmisbrug og nedtur
Som solist debuterede David Crosby i 1971 med ’If I Could Only Remember My Name’. Her bakkes han op af Graham Nash, Joni Mitchell samt medlemmer af Grateful Dead og Jefferson Airplane. Lp’en står som en frygtindgydende portal til et soloværk, der aldrig blev helt forløst.
For efter indledende øvelser med diverse psykedeliske stoffer i hippieårene begyndte David Crosby for alvor at tage for sig af varerne. Først og fremmest kastede han sin kærlighed på kokain, som han indtog ved at ryge det, den såkaldte freebasing-metode. Læser man hans memoirer ’Long Time Gone’ fra 1990, vil man forstå, at det skal man lade være med. Stofmisbruget kostede David Crosby det meste af hans jordiske gods, inklusive hans elskede sejlbåd, i perioder hans mentale sundhed – og såmænd også hans frihed, idet han måtte ind og ruske tremmer i et halvt års tid på grund af gerninger begået under indflydelse af kokain.
Men han genvandt fodfæstet, og trods udskejelserne bevarede han sin vidunderlige tenorstemme. Han fik et par børn og genoptog kontakten med den søn, han havde ladet bortadoptere i tresserne. Og det blev til en række ganske glimrende udspil, senest ’For Free’ fra forrige år.
Optaget to gange i Hall of Fame
I forbindelse med hans død har allehånde rock-kendisser udtalt deres sorg, herunder både Graham Nash, Stephen Stills og såmænd også Beach Boys’ Brian Wilson, der var en ven også i de hårde år. De betoner alle, at Crosby måske ikke var nogen engel, men sang som en.
David Crosby døde i sit hjem omgivet af sin familie. Dødsårsagen er ikke oplyst, men der er vel tale om noget så u-rock’n rollet som alderdom. Han blev optaget i Rock’n Roll Hall of Fame to gange: Som medlem af The Byrds og som medlem af Crosby, Stills & Nash. Med sidstnævnte indspillede han i 2004 nummeret ’Lay Me Down’ på lp’en ’Crosby & Nash’: Og her hedder det nøgternt: » Even though it’s hard to know/Just how the story ends/The road is long and it takes its time/On that you can depend«. David Crosby blev 81 år.
fortsæt med at læse
