Det var hende, der satte barchefen Sam på plads og ikke omvendt. Rapkæftet og ubestikkelig udførte Carla Tortelli med den passende uregerlige frisure sit job som servitrice i samtlige 271 episoder af ’Sams bar’. Og selv om Rhea Perlman har spillet over 100 andre roller i film og på tv samt en masse på teaterscener, har ingen anden karakter gjort hende så populær, som respektindgydende Carla Tortelli gjorde.
’Sams bar’ med Ted Danson i rollen som Sam Malone blev indspillet i årene 1982-1993 og har været en af de mest populære tv-serier nogensinde. Selv mange år efter afslutningen på serien følger der gerne en bemærkning med fra serveringspersonalet, når den letgenkendelige Rhea Perlman er ude at spise eller på café.




























