Det er svært at stoppe Christian Ege Jørgensen. Det kommer ikke blot til udtryk ved, at han blev en del af SF’s landsledelse, stort set i samme øjeblik som han i 2018 trak sig fra jobbet som sekretariatsleder i Det Økologiske Råd, der i dag hedder Rådet for Grøn Omstilling. Indtil da havde han villet undgå »at gå med dobbeltkasket«, som han kalder det, og holdt sig ude af partipolitik. Men da han stadig har kræfterne og finder det væsentligt at inspirere flere til at deltage i demokratiet, tøvede han ikke mange sekunder.
Christian Ege, som han er kendt som i Danmarks grønne kredse, vedbliver også med at argumentere for en »konstruktiv« og »løsningsorienteret« klima- og miljøpolitik. Særligt ligger det ham på sinde at prioritere EU, hvilket er lidt paradoksalt. I 1970’erne var han modstander af EF, som det hed dengang, da den europæiske miljøpolitik var »bagstræberisk« og fik baghjul af Japan og USA.


























