Henrik Studsgaard er en særdeles veluddannet embedsmand med en lang og fornem karriere bag sig, og den ser ud til at fortsætte nogle år endnu, idet han 1. august tiltræder et nyt job som kommunaldirektør i Furesø Kommune.
Men han må nok indstille sig på, at han ikke mindst vil blive husket for sin rolle i minksagen, hvor han som departementschef i Miljø- og Fødevareministeriet havde et betydeligt ansvar – statsministeren, der traf beslutningen, vil nok sige hele ansvaret – for den manglende lovhjemmel til regeringens beslutning og meddelelse om, at alle mink i Danmark skulle aflives.




























