Tidligere sundhedsminister Jakob Axel Nielsen bliver den nye administrerende direktør i sædbanken Cryos.

Tidligere minister skal være topchef i sædbank

Foto: Tobias Selnæs Markussen/Ritzau Scanpix
Foto: Tobias Selnæs Markussen/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Tidligere sundhedsminister Jakob Axel Nielsen bliver ny administrerende direktør i verdens største sæd- og ægbank Cryos International.

Det skriver virksomheden i en pressemeddelelse.

Cryos International har base i Aarhus.

»At blive CEO for en vital virksomhed som Cryos, der har hjulpet mere end 85.000 børn til verden i mere end 100 lande er en fantastisk spændende opgave«, siger Jakob Axel Nielsen i meddelelsen.

Jakob Axel Nielsen var sundhedsminister fra 2007 til 2010 under Anders Fogh Rasmussens regeringsperiode.

Bestyrelsesformand i Cryos International, Søren Eckhardt, er glad for at få den tidligere minister ombord i virksomheden.

Han lægger blandt andet vægt på Jakob Axel Nielsens erfaring med sundhedsvæsenet både som minister, men også fra sin tid som direktør i Aleris Privathospitaler.

»Derudover er han en erfaren virksomhedsleder med kendskab til og stor interesse for vores selskab og branchen generelt«.

»Vi glæder os til at samarbejde med Jakob om udførelsen af de høje ambitioner, vi har for Cryos«, siger Søren Eckhardt i meddelelsen.

Jakob Axel Nielsen har de seneste år bestridt en række forskellige bestyrelsesposter, og indtil 2022 sad han som administrerende direktør i Calum Boligejendomme.

Cryos er grundlagt af Ole Schou i Aarhus tilbage i 1987.

Siden da har banken vokset sig større og større, og leverer i 2023 sæd og æg til mere end 100 lande verden over.

Jakob Axel Nielsen mener især, at den rejse, Cryos har været på, er bemærkelsesværdig.

»Jeg har kendt til Cryos International siden jeg i min studietid på Aarhus Universitet blev bekendt med virksomheden«.

»Det har været imponerende at følge selskabets rejse siden 1987 mod i dag at være verdens største sæd- og ægbank, mens den har formået at forblive en dansk, privatejet virksomhed«, siger han i meddelelsen.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her