Hun er en af vor tids store danske sangere, Henriette Bonde-Hansen, med en stemme, der har forgyldt musik af først og fremmest Mozart – men som rækker videre end det.
I år er det præcis tre årtier siden, sopranen med den lyrisk klare røst debuterede i Strauss-operetten ’Flagermusen’ på Den Jyske Opera. Det skete, efter hun havde uddannet sig ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og Operaakademiet.