Et blik på Mathias Heises curriculum afslører, at han ikke tog noget langt tilløb til sin karriere som professionel musiker, og at han nærmest ramte jorden flyvende, da han gik i gang.
For den unge mand fra københavnerforstaden Rødovre, der i sin tid også gav os digteren Michael Strunge, begyndte at spille mundharmonika som 7-årig, og efter et par år med det instrument føjede han klaver og andre tangentinstrumenter til. 16 år gammel fik han optagelse på Sank Annæ Gymnasiums musikalske grundkursus – MGK, og da han havde gået der i nogle år, drog han sammen med sin far til Tyskland, nærmere bestemt Trossingen, for at være med i World Harmonica Festival. Her løb han af med sejren i kategorien Jazz Chromatic Harmonica. Endnu ikke fyldt 20 år og allerede i verdenseliten.


























