Der er ikke noget galt med det museum, Anne-Mette Villumsen blev leder af for halvandet år siden. Slet ikke. Ribe Kunstmuseum er et af landets ældste, og kunstsamlingen kan godt følge med i både dansk og international topliga. Og så holder hele herligheden til i en pragtvilla med den smukkeste have ned mod Ribe Å.
Men når man nu ved – og det har direktøren sat sig viiirkelig godt ind i – når man nu ved, at der er en million besøgende i området om året, og at man end ikke kan snige sig op på besøgstallet på 25.000 fra året før corona – ja, så er der sagt på den pæne måde potentiale.




























