I løbet af en karriere, der foreløbig har strakt sig over fyrre år, har svenskeren Lars Nittve på skift arbejdet som bladkritiker, kunstskribent, kurator, museumsleder og sidst, men ikke mindst, som museumsudvikler.
Skulle man vove en karakteristik af temperamentet og igangsætteren Nittve, har han aldrig været typen, der var tilfreds med at sætte sig til rette bag et stort skrivebord i en allerede eksisterende museumsinstitution for bare at fortsætte det arbejde, som en forgænger havde påbegyndt. Han har altid hellere villet være den, der startede helt forfra med at udvikle et nyt museumskoncept – eller at ændre et ældre museum så meget, at det både i sin udformning, profil og fremtidige målsætning kom til at bære hans fingeraftryk.

























