Der var engang, hvor det spanske sprog var lige så velkommen i moderne musik som en blokfløjte i heavy metal. En tid, før Rosalía fornyede flamencoen, hvor reggaeton holdt sig hjemme på Puerto Rico og i den latinske verden, hvor Shakira endnu ikke havde givet ordet til sine vibrerende hofter, og hvor Ricky Martin ikke havde taget hul på la vida loco. Dengang fandtes stort set kun Julio Iglesias. Han blev sanger ved et tilfælde efter en ulykke. Men derefter kunne han til gengæld nyde udsigten til resten af verden fra toppen af hitlisterne.
Førsteelsker. Smørtenor. Latin lover. Klicheerne har det med at klistre til Julio Iglesias som myg til svedige skanker under Spaniens sol. Men ligesom man kan klaske en myg, så den spredes ud over huden – muligvis med en dråbe af ens eget blod – kan man faktisk punktere eller i det mindste brede fordommene om Julio José Iglesias de la Cueva ud.For sangeren, der fylder 80 år, bærer på meget andet end klicheer og rekorder.
