Når man ser tilbage på Eddie Skollers lange karriere og liv, giver det god mening at konstatere, at den dag han blev født i St. Louis, Missouri, som søn af en svensk mor og en russisk far med jødiske rødder, var en søndag.
For selv om hans liv højst sandsynligt, som alle andres, har indeholdt både op- og nedture, sorrig og glæde samt bøvl og ballade, så tog han sig ud som et søndagsbarn. Så godt som altid smilende, hvad enten det var på en skammel på scenen med guitar og skjorte med kalvekrøs, på den røde løber, i offerstolen i tv-interviews eller sgu på lærredet i rollen som jazzpioneren Leo ’the Lion’ Mathisen, hvor han med hatten skruet ned i nakken og cigar i kæften bønfaldt verden om at ’take it easy’, som var det bud nummer 11. Selvtillid, charme og lækkert hår havde han, længe inden Score-Kaj var så meget som en lysten tanke.




























