Det var ellers begyndt godt. Rebecca Ferguson var endnu ikke voksen, da hun ved årtusindskiftet tog skridtet fra model til skuespiller og brød igennem i en rolle i tv-serien ’Nya tider’.
Men succesen varede ikke ved. Det tyndede så meget ud i jobtilbuddene, at hun i 2011 overvejede at droppe skuespillet og af samme grund stiftede en danseskole. På det tidspunkt boede hun med mand og søn i Simrishamn i det sydøstlige Skåne. En dag fik den svenske instruktør Richard Hobert øje på hende på gaden og genkendte hende fra roller, han havde set hende i. På stedet tilbød han hende en rolle i spillefilmen ’En enkel till Antibes’, og siden da har hun ikke behøvet at bekymre sig om, hvorvidt hun kan klare sig i skuespilbranchen.




























