I den senere del af Michael Gambons lange og begivenhedsrige karriere som skuespiller fandtes de mest engagerede analyser af hans fortolkninger ikke i teater- og filmtidsskrifter, men på internetfora for Harry Potter-fans, hvor dedikerede Hogwart-nørder dissekerede hver eneste af hans replikker på lærredet i rollen som troldmanden Albus Dumbledore.
Rollen var ikke oprindelig hans. Richard Harris, den eminente skuespiller, der i første omgang blev udvalgt til at spille den, døde efter indspilningen af den anden Harry Potter-film. Gambon afløste ham i 2003 og sluttede sig således til den række af britiske skuespillere, der sent i karrieren har spillet folkekære roller som troldmænd, herunder Alec Guinness som den troldmandsagtige jedi Obi-Wan Kenobi i ’Star Wars’ og Ian McKellen som Gandalf i ’Ringenes herre’-trilogien.




























