Janus Møller Jensen er museumsmand med dybe rødder i fortiden og med vidtrækkende forpligtelser for fremtiden.
Da han for fire år siden blev direktør for Dansk Jødisk Museum på Slotsholmen, påtog han sig den opgave at give offentligheden, ikke mindst ungdommen, kendskab til jødernes historie og erindre dem om holocaust. Det er i dag ikke en opgave, der ligger på flad hånd. Verden er i forandring og erindringen om det ufattelige folkemord er ikke givet.




























