Pontus Kjerrman er en af de få billedhuggere i sin generation, som både arbejder figurativt og med afsæt i et fabulerende udtryk, der låner træk af det eventyrlige.
Sin barndom og første ungdom tilbragte han i det centrale Göteborg, ret tæt på byens kunstmuseum, og gennem dette kulturelle naboskab kom kunst tidligt til at spille en rolle for ham. Han var heller ikke særlig gammel, før han følte en særlig fascination af udtryk, hvor det utrolige er sandsynligt, hvor dyr kan opføre sig som mennesker, eller hvor mennesker kan få et dyrs hoved, fødder o.l., som man kender det fra satyrer, kentaurer og minotaurer.

























