Charlotte Weitze er en frontløber, når det kommer til at skrive skønlitteratur, der handler om vores forhold til naturen, klimaet, miljøet. Det har hun blandt andet gjort i sin cli-fi (climate ficton, red.) ’Den afskyelige’, der handler om en nær fremtid og om, hvor langt et ungt par vil gå for at redde sig selv eller verden, og i ’Rosarium’, hvor en af hovedpersonerne forsøger at leve af blot sollys, vand, CO2 og jordens mineraler og indgår i en organisk forbindelse med naturen.
Men det koster. Det erfarede hun, da hun skrev essaysamlingen ’Klimaet og kunstneren’ (2022). Undervejs i sit arbejde med bogen begyndte omfanget af klimakrisen for alvor at gå op for hende, og det gik hende så meget på, at hun tabte håret i store totter.




























