Giv dem tre timer på en scene. Eller fire. Og Pet Shop Boys kan holde fest med hits hele vejen. Så mange højdepunkter har den engelske popduo leveret, siden den debuterede for 40 år siden med singlen ’West End Girls’.
Pet Shop Boys er den mest succesfulde popduo i Storbritanniens historie. Gennem alle årene har medsangskriver Chris Lowe passet tangenter, elektroniske trommer og andre instrumenter i baggrunden, mens sanger og sangskriver Neil Tennant har stået i forgrunden med sit gerne uudgrundelige ansigt og den pastelfarvede stemme, der favner både sødme, melankoli og ironi alt efter behov. Og som efter at have udgivet 15 studieplader med Pet Shop Boys, senest ’Nonetheless’ fra i år, har et imponerende sangkatalog at vælge fra, når der skal sættes en sætliste sammen til en koncert.




























