•Den tidligere direktør for TV 2/Fyn, Ove Mulvad, er død, 61 år.
Der skal graves meget dybt, hvis man skal finde blot det mindste, der kunne sættes på den negative side i en karakteristik af tv-manden Ove Mulvad. Selv om han i mange år besad lederstillinger, som jo kan være nok så stormomsuste, bliver han af både medarbejdere og chefkolleger betegnet som en hædersmand, der ville det bedste for sin arbejdsplads og de mennesker, der var ansat. Hans virke aftvang respekt. Ove Mulvad var oprindelig sporet ind på et helt andet karrierespor end journalistikken og tv-mediet. Han blev uddannet i musikvidenskab og dramaturgi på Aarhus Universitet, men fik forbindelse med den daværende provinsafdelingen i Danmarks Radio. Han begyndte som regissør og avancerede til produktionsleder og stod bl.a. for julekalenderudsendelsen 'Jul på Slottet'. I 1989 kom han til det nyetablerede TV/Midt-Vest i Holstebro som producer og programmedarbejder, og hans indsigt og personlighed førte ham hurtigt til hvervet som tillidsrepræsentant og talsmand for medarbejderne på alle TV 2-regionerne. I 1994 blev han uddannelsesleder på TV 2 på Kvægtorvet i Odense. Det var han frem til 1997, hvor han fik jobbet som direktør på TV 2/Fyn. Og helt frem til marts i år stod Ove Mulvad i spidsen for udviklingen af den regionale tv-station, herunder ikke mindst en digitalisering, der har ført til en kraftig udvidelse af sendetid og programmer. Ove Mulvad, der måtte trække sig på grund af alvorlig sygdom, var ikke snæversynet ’fynbo’. Han var formand for bestyrelsen i Foreningen af TV 2-regioner og stod i spidsen for overenskomstforhandlinger og deltog i den generelle mediedebat.




























