Jørgen Steen Nielsen, der fik sin journalistiske uddannelse på det hedengangne Aktuelts redaktioner i Odense og Hillerød – og som i sine teenageår var et meget lovende fodboldtalent i B 1909 og på det danske ynglingelandshold, som det hed dengang – blev en af pionererne i tv-sportsjournalistikken, der fylder rigtig meget i dag. Han var med på monopolkanalen DR i 1970’erne, hvor den berømte radiostemme Gunnar Nu Hansen styrede løjerne, og i slutningen af 80’erne blev Jørgen Steen Nielsen den første sportschef på den fremstormende nye station TV 2, der satsede meget på sport.
Jørgen Steen Nielsen havde flair for at ’nytænke’ tv-mediet, og derfor udviklede han sig til en betydende programchef på TV 2. Det førte ham videre til det meget kommercielle TV3 – men efter nogle få år sluttede Jørgen Steen Nielsen, nu Ridder af Dannebrog, ringen og vendte ’hjem’ til Danmarks Radio, hvor han blev chef for sportsredaktionen. Måske var han blevet en stor kanon på DR, hvis ikke hans tilværelse var blevet skudt i sænk af ludomani. Han spillede ikke alene sine egne, men også en del af DR’s penge væk og endte i fængsel i nogle måneder. Derefter kom Jørgen Steen Nielsen tilbage til TV 2, først på Bornholm og senere på News-kanalen, hvor han sluttede sin omtumlede journalistiske løbebane.




























