En stemningsskaber på keyboards er gået bort

Talent. Ray Manzarek spillede klaver for så forskellige grupper som The Doors, Echo and the Bunnymen og Iggy Pop.
Talent. Ray Manzarek spillede klaver for så forskellige grupper som The Doors, Echo and the Bunnymen og Iggy Pop.
Lyt til artiklen

Manzareks keyboard- og orgelspil i den berømte amerikanske kvartet Doors fik uvurderlig indflydelse på rockmusikken. Nu er han død af kræft efter lang tids sygdom, 74 år.

Efter at være opvokset i Chicago og have studeret filmvidenskab i Los Angeles dannede Ray Manzarek i 1965 gruppen Doors sammen med sangeren Jim Morrison, guitaristen Robby Krieger og trommeslageren John Densmore. En bassist inddrog Doors aldrig.

I stedet blev det Ray Manzarek, som ofte spillede bassens typiske rytmiske partier på keyboard eller orgel. Manzareks tangenter var de mest fremtrædende af instrumenterne i Doors og vækker stadig associationer til den psykedelisk inspirerede rockscene i Amerika i sen-60’erne.

Musikkens pionerer
Doors blev dannet i hippiestrømningens forår og slog sin egen tone an allerede med debutsinglen 'Light My Fire' i den såkaldte summer of love i 1967.

Ud over Jim Morrisons mørke, velmodulerede, dramatisk rastløse og dragende stemme skilte især Ray Manzareks eksperimenterende elektriske orgelsolo sig ud i 'Light My Fire', der ligesom gruppens debutalbum fra samme år blev et hit.

Manzarek kunne male syrede, abstrakte og vilde melodier og avancerede rytmer med sit letgenkendelige tangentspil, der prægede al musikken på i alt seks album i de forholdsvis få år, gruppen eksisterede i sin oprindelige form.

Ud over 'Light My Fire' satte Ray Manzarek sit dybt personlige præg på klassiske Doorsnumre som 'Break on Through to the Other Side', 'L.A. Woman' og 'The End'.

Fortsatte i kølvandet

Ligesom andre søgende, kreative sjæle i sen-60’ernes ungdomsoprørske epoke brugte den karismatiske sanger, sangskriver og digter Jim Morrison lsd og andre hårde stoffer.

Da han blot 27 år gammel døde i Paris i 1971, forsøgte de tre overlevende medlemmer af Doors at fortsætte og indspillede også et par plader med Ray Manzarek som vokalist. Men uden Jim Morrison var Doors ikke sig selv, publikum faldt fra, og ingen af de overlevende musikere opnåede sidenhen succes i samme skala.

Imidlertid fortsatte Ray Manzarek med at have en vis betydning som musiker. Først som bandleder i Ray Manzarek's Nite City. Bagefter – i 1980 – som producer af debutalbummet 'Los Angeles' med den amerikanske punkgruppe X og som solist.

I perioder spillede han med Iggy Pop og Echo and the Bunnymen, og i 1998 fik han udgivet selvbiografen 'Light My Fire: My Life with the Doors'.

I sine sidste mange år ville Ray Manzarek gerne have optrådt med materiale fra Doors-tiden sammen med guitaristen Robby Krieger og sangeren Ian Astbury fra Cult. Men trommeslager John Densmore anlagde sag mod genbrug af navnet Doors.

Det forhindrede ikke Manzarek og Krieger i at optræde med Doors-materiale, men de måtte bruge deres egne efternavne i stedet for det berømte bandnavn.

Dorte Hygum Sørensen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her