Den danske filminstruktør Gabriel Axel er død i en alder af 95 år, oplyser familien ifølge Ritzau.
Han skrev og instruerede 'Babettes gæstebud', der vandt en Oscar i 1988.
Med stjerneskuespillere som franske Stéphane Audran, svenske Jarl Kulle og Bibi Andersson og danske Bodil Kjer og Birgitte Federspiel gik filmen om livets rigdom, glæder og sand kunst sin sejrsgang verden over, også på filmfestivalen i Cannes, hvor den fik stor omtale efter visningen i det prestigefyldte program Un Certain Regard.
LÆS ARTIKEL 'Babettes gæstebud's 25-års jubilæum: Hvad laver gæsterne i dag?
En pudsig detalje er, at selve gæstebuddet faktisk kun varer 12 minutter i filmen.
Babette gav Axel muligheder
Oscarstatuetten betød, at Gabriel Axel fik international finansiering til sin livsdrøm om at filmatisere den danske historiker Saxos beretning om den danske prins Amled - den beretning, der senere inspirerede Shakespeare til dramaet 'Hamlet'.
33 mio. kr. fik Gabriel Axel til filmen 'Prinsen af Jylland' fra 1995 med internationale stjerner som Gabriel Byrne, Hellen Mirren og Christian Bale.
Den blev imidlertid hverken publikums- eller anmeldermæssigt en succes.
Danske Oscar-sejre
Barndom i Paris
Han blev nok født i Aarhus, men voksede op i Paris, hvor faren havde en fabrik.
Han kom dog til Danmark som teenager, blev udlært møbelsnedker, men ville være skuespiller og blev uddannet på Det Kgl. Teaters Elevskole 1942-45. Barndomsbyen Paris trak igen, og han fik en række roller på teaterscenen.
Men fremtiden lå ikke på scenen, men bag som instruktør. Han var med i den spæde begyndelse på dansk tv-dramatik og instruerede hele 55 tv-spil for Danmarks Radio i perioden 1951-68. I samme periode instruerede han også en række forestillinger på de københavnske teatre.
Og så fik han i 1955 en meget lovende debut som spillefilminstruktør med det socialrealistiske drama 'Altid ballade' med en forrygende Sigrid Horne-Rasmussen som brav arbejderkone på Nørrebro. Stadig et gensyn værd.
Men herefter blev der noget længere mellem ros fra anmelderne. Der skulle brød på bordet til den store familie i Bagsværd, så Gabriel Axel kastede sig over folkekomedien - 'Guld og grønne skove', 'Flemming og Kvik', den erotiske komedie 'Det tossede Paradis', 'Tre piger i Paris', vikingesagaen 'Den røde kappe', den satiriske 'Det kære legetøj' og episodefilmen 'Amour'.
Skidtsnak om Babette
Først i slutningen af 80'erne gav 'Babettes gæstebud' ham et dansk (og udenlandsk) filmcomeback.
FRA ARKIVET Læs Politikens anmeldelse af 'Babettes gæstebud' fra 1987
Vejen frem til realisering var dog yderst problematisk. En filmkonsulent, Peter Poulsen, udtalte ifølge datteren Karin Mørchs biografi 'Gabriels Gæstebud - portræt af en filmmager' således:
»Der er ikke et kvarters film i det lort«.
Selv i de senere år frekventerede Gabriel Axel ganske ofte de københavnske biografer for at se de nye film. Thomas Vinterbergs 'Jagten' var han for eksempel begejstret for.
fortsæt med at læse




























