Foto: Thomas Tolstrup

Dødsfald

Jens Okking er død

Skuespilleren Jens Okking sov ifølge sin familie stille ind søndag morgen. Bisættelsen finder sted fredag.

Dødsfald

Skuespiller Jens Okking er død. Det oplyser hans søn Niels til Ritzau. Jens Okking blev 78 år

Jens Okking sov ifølge familien stille ind søndag morgen klokken 06.05. Han var omgivet af sin nærmeste familie.

»Vores dejlige far fik en fredfyldt afslutning på et fantastisk liv, og nu er han med egne ord rejst i forvejen«, skriver familien i en udtalelse.

Familien oplyser i samme ombæring, at den ikke har yderligere kommentarer til dødsfaldet.

Jens Okking er kendt fra en lang række film og tv-serier. På seriefronten kan blandt de mest berømte nævnes 'En by i provinsen', 'Een gang strømer' og 'Riget'.

På det store lærred spillede Jens Okking betydelige roller i en række film, for eksempel 'Strømer' og 'At klappe med én hånd'. For de film blev han tildelt en Bodil i kategorien 'bedste mandlige hovedrolle' i henholdsvis 1977 og 2002.

Tilbage i 1975 blev Jens Okking tildelt en Bodil i kategorien 'bedste mandlige birolle' for sin rolle i 'Nitten røde roser'.

Her spiller Okking rollen som kriminalassistent Brask, og netop en rolle som politimand har Okking haft flere gange, blandt andet i 'Strømer', 'Een gang strømer' og i 'En by i provinsen', men også i en række andre tv-serier.

Markant nej-stemme

Mange vil nok også huske Jens Okking for hans rolle i filmen 'Skytten' fra 1977. Her spiller Okking en mand, der skyder folk i protest mod åbningen af et atomkraftværk.

I en berømt scene fra den film ser man Jens Okking ligge på toppen af Rigshospitalet og rette sigtekornet mod Idrætsparken, hvor Danmark og Polen spiller landskamp.

I scenen bliver datidens superstjerne i dansk fodbold, Allan Simonsen, skudt af Jens Okking.

Jens Okking var også aktiv i politik, og blev i 1999 valgt ind i Europa-Parlamentet for JuniBevægelsen, men brød i 2002 med vælgergrundlaget og gik over til Folkebevægelsen mod EU.

Han stoppede i Europa-Parlamentet i 2003.

Jens Okking vil efter eget ønske blive bisat fra Marmorkirken. Bisættelsen finder sted fredag den 26. januar klokken 13.

Ritzau

Redaktionen anbefaler:

Læs mere

For abonnenter

Forsiden