Rigmanden og Bedemanden' havde filmen om rigmanden Erik og bedemanden Anders sikkert heddet, hvis den var blevet lavet i dansk folkekomedies guldalder. Men den går ikke i vore dage, hvor den danske folkekomedie på det seneste er genopstået som komisk realisme i velspillede film som 'Den eneste ene' og 'Italiensk for begyndere'. Og nu også 'At klappe med een hånd'. Glædelig genkomst Peter Gantzler og Ann Eleonora Jørgensen ankommer med frisk stjernestøv fra Lone Scherfigs 'Italiensk for begyndere'. Men instruktøren af 'At klappe med een hånd' er ikke en af de unge løver og løvinder. Ganske vist er Gert Fredholm udgået fra Filmskolen, men det var altså fra den første årgang '68. Det er 30 år siden Fredholm lavede Bodil-vinderen 'Den forsvundne fuldmægtig'. Sin seneste spillefilm 'Lille Virgil og Orla Frøsnapper' lavede han i 1980. Alligevel er der ikke noget bedaget over Fredholms første film i mere end 20 år. Gert Fredholms genkomst som instruktør viser sig at være en lige så glædelig som overraskende begivenhed i dansk film. Indhentet af fortiden Filmen er drejet om det umage makkerpar Erik og Anders. En ældre bomstærk mand og en yngre og ydmyg kønsfælle. Spillet af Jens Okking og Peter Gantzler. Da matadoren Erik Svenssons kone dør efter 17 års sygdom tager den handlekraftige forretningsmand resolut fat på et nyt liv som næsten 60-årig. Han sælger sit livsværk og får i vanlig kontant stil sin kæreste Helene til at skrive under på en femårs kontrakt, inden parret nu bosætter sig i Spanien. Kan de stadig holde hinanden ud efter fem år, skal Helene arve millionerne. Men på tærsklen til en solbeskinnet fremtid indhentes Erik i lufthavnen af sin fortid. I skikkelse af advokaten H.C., der overbringer et brev, ifølge hvilket Erik har en voksen datter i Jylland. Hvis det er sandt, er hans kontrakt med Helene ikke det papir værd, den er skrevet på. Resolut hyrer Erik Svensson bedemanden Anders som privatchauffør og sætter kursen mod Jylland. Bulldozer og bedemand De to mænd er så forskellige, som tænkes kan. Anders er uselvstændig, tøvende og i lommen på sin mor, sammen med hvem han driver den afdøde faders bedemandsforretning videre under mottoet 'Før eller siden'. Hvor Erik som en bulldozer er ved at bane vejen for sit andet liv, har Anders endnu ikke rigtigt fået taget hul på sit første. Bl.a. takket være en kulturfestival for bøsser og lesbiske, der har lagt beslag på alle hotelværelser i Esbjerg, kommer de to mænd imidlertid snart tættere på hinanden, end nogen af dem havde forestillet sig. Figurerne går for alvor i udvikling, da det viser sig, at Heidi - hvad enten hun nu er Eriks biologiske datter eller ej - er en dejlig jydsk frisør med højt hår og en sød døv datter. Heidi får en ny mand lokket ud af bedemanden Anders, og den ellers så skråsikre Erik kommer i tvivl. En dnatest vil kunne afgøre fadderskabet. Men skal den barnløse Erik håbe på et positivt eller negativt resultat? Guldrandede øjeblikke Det er et bette plot Gert Fredholm har skruet sammen med Gert Duve Skovlund og Mikael Olsen. I passager virker den relativt korte film næsten lidt skravlet. Sammenligner man med 'Italiensk for begyndere' kan man konstatere, at 'At klappe med een hånd' står svagere, fordi den mangler et klart defineret koncept, og ikke som f.eks. 'Blinkende Lygter' strutter af rappe replikker med markerede pointer. Men er replikkerne ikke så tit samtidig punchlines, så er der til gengæld plads til en blødere og smidigere timing i det altdominerende spil mellem Okking og Gantzler. Scenerne hvor de to mænd drikker sig fulde sammen, og langsomt åbner op for posen, er lige til dansk films scrapbog over guldrandede øjeblikke. Det er en smuk metamorfose at se livsmodet og dristigheden langsomt tage tilløb og akkumulere sig i den selvudslettende bedemand. Men ingen over eller ved siden af Jens Okking, der sidder godt og solidt på filmen fra den første scene, hvor Erik filer negle på sin døende kone, mens han rusten i mælet nynner den om 'Mig og Maggeduddi'. Okking har længe varmet op til en ny stor rolle i dansk film, og her er den så i en underfundig og vederkvægende lille komedie om to mænds møde ved en af tilværelsens milepæle. Gert Fredholm fortjener en klapsalve. I hvert fald med den ene hånd.