Det er ikke hver dag, en musiker får en overgangssum, men Garth Hudson var ikke hvem som helst, da han i 1961 sagde ja til at være en af Ronnie Hawkins’ backingmusikere, The Hawks – det orkester, der blev bedre kendt som The Band. Han var 24, og hjemme i Ontario, Canada, gik der i musikerkredse frasagn om ham. Hawkins var ingen god sanger og hans unge musikere ikke noget at skrive hjem om. Endnu. Som Levon Helm sagde: »Det var først, da vi fik en musiker af Garths kaliber, at vi begyndte at lyde professionelle. Han kunne spille alting og gøre det bedre end nogen, vi kendte«. Hudsons forældre var musikere. Og han spillede i danseorkestre fra tolvårsalderen og studerede siden Bach på universitetet, men dannede eget rockband i 1958. Overgangssummen bestod i, at Hudson ugentligt modtog 10 dollar i konsulenthonorar. Han skulle gøre de andre bedre. I transfersummen indgik også det Lowrey-orgel, som for alvor gav musikken karakter.

I 1963 fyrede bandet Hawkins. To år senere mødte de en folkesanger med dumdristigt mod på at spille det, hans stampublikum hørte som støjende, opportunistisk pop. Dylan blev en genvej til berømmelse, og det var i The Band, at Hudson udfoldede sin multiinstrumentale musikalitet. Robbie Robertson skrev sangene og Helm sang de kendteste af dem, men det var Garth Hudson, der vidste, hvornår de trængte til harmonika, klaver eller tenorsaxofon. Han lignede en vildmand, men der var intet ukontrolleret over hans musiceren, som heller ikke var beregnende – den var bare lydhør. The Band takkede af i 1976, men blev gendannet i 1983 – uden Robertson – men selvmord og fatal sygdom satte et punktum i 1999. I dag er Hudson en efterspurgt freelancer, der også selv udgiver plader. Mens andre medlemmer af The Band bekrigede hinanden, har Garth Hudson altid arbejdet på at være den samlende kraft. Også her er der sammenhæng mellem manden og musikken.