Hun var blot tre år, da hele Danmark kom på fornavn med hende gennem hendes rolle i filmen ’Min søsters børn’.
Og selv om Pusle Helmuth Darville allerede før sine teenageår droppede filmkarrieren, huskes hun som en af landets største, første og yngste barnestjerner. Pusle med det glimtende barneblik voksede op hos sin mor, skuespilleren Jeanne Darville, i Lyngby nord for København. Hendes far var skuespilleren Frits Helmuth og hendes farfar skuespilleren Osvald Helmuth. 'Min søster børn' fra 1966 var den første af fire film i en serie, hvor hun havde en stor rolle. Inden den sidste af de film, 'Min søsters børn når de er værst' fra 1971, spillede hun med i 'Ta' lidt solskin' i 1969. Synge kunne hun også: Hun hittede stort med 'Tryllesangen' fra filmen 'Min søsters børn på bryllupsrejse'. Når man er tre, vælger man ikke selv at blive skuespiller. Andre - i hendes tilfælde ikke mindst hendes mor - tager det valg. Ved foredrag og i selvbiografien 'Pusle - En personlig historie' (2004) har hun fortalt, at det ikke var uden omkostninger for hende at blive barnestjerne. Da hendes bog udkom, hed hun i øvrigt stadig officielt Luise Charlotte Helmuth. Siden har hun taget navneskifte til Pusle Helmuth Darville. I sit voksne liv havde hun mange forskellige job, inden hun for få år siden uddannede sig til lægesekretær. Pusle Helmuth Darville har tre børn.



























