Franz Beckerlee skilter ikke på sin hjemmeside med sin kanoniserede rockfortid. Gasolin’ er nævnt, men kun i forbifarten. I stedet er det meste af pladsen viet hans aktuelle virke som billedkunstner. Den form for underspillethed kræver format, og det har den nu 70-årige Beckerlee aldrig manglet. Som guitarist blev han verdensberømt i Danmark, efter at han og hans gamle skolekammerat Wili Jønsson sammen med den frivilligt førtidspensionerede skolelærer Kim Larsen dannede Gasolin’. Beckerlee har sammenlignet personkonstellationen med det, der sker, når man lader en tændt tændstik dumpe ned i en krudttønde. Han tænkte ikke kun på musikken. LÆS OGSÅFranz finder ro i zenbuddhistisk kolonihave Hvis Gasolin’ var de danske Stones, og Larsen var Mick Jagger, ja, så var Beckerlee Keith Richards. Men hans flamboyante ydre og ekspressive spillestil dækkede over en følsom, lidt sart sjæl, der ikke skulle finde forløsning i rockhedonismen, men i den tibetanske buddhisme, som er hans mentale livspartner den dag i dag. Længslen efter eftertanke ses legemliggjort i hans kolonihave, som er en studie i blomstrende zen. Indre ro Vejen til indre ro gik for Beckerlee tidligt via musikken. Han gik ikke til klaver, men til saxofon. Altsaxofon. På kanten til 60’erne dannede han og trompetisten Hugh Steinmetz et ensemble, som inspireret af først Miles Davis og siden Ornette Coleman endte med at kalde sig Contemporary Jazz Quartet. Det improvisationslystne band leflede ikke for et i forvejen fåtalligt publikum. Arnold Schönberg, ragaer og Albert Ayler var den mørtel, den løst sammenhængende musik blev holdt sammen af. Og i tidens turtleneckklædte selvbevidsthed samarbejdede man også med Niels Viggo Bentzon, datidens uartige musikalske barn. I en skarp parentes bemærket kom kærligheden til det sære og skæve Beckerlee til gode, da han i 1969 producerede det danske beatikon Burnin’ Red Ivanhoes debutalbum.
1I en anmeldelse af en cd-genudsendelse af Contemporary Jazz Quartet skrev Boris Rabinowitsch her i avisen i 2001, at Beckerlee »i emotionel henseende ikke sjældent nærmer sig kogepunktet«. Det gjorde Beckerlee også, da han hørte Jimi Hendrix. Året var 1967, og den unge amagerkaner efterlevede det motto, han har stående som ledetråd på hjemmesiden: »Det er vigtigt, at vi er villige til at lade vores intuition vejlede os, og så har mod til at følge den vejledning, direkte og uden frygt«. Da Gasolin’ i sensommeren 1978 var løbet tør, ville Beckerlee godt være fortsat. Masser af succes blev afløst af en hverdag, der ikke var lige fjong for alle i gruppen. For den før så feterede guitarist startede den nye tid på det lokale socialkontor. Fighter Umulig har aldrig været et udtryk, der har indgået i Beckerlees ordforråd, så han kløede på. Et par soloplader rokkede dog ikke ved, at han havde fremtiden bag sig, da 70’erne blev til 80’erne. I det mindste hvis målestokken var Gasolin’. Så fandt han sig i en årrække bedre til rette som spillende manager for Christianshavns Blues Band. Et sidespor som forfatter blev forladt, da hans debut, storbykrimien ’De gamle aber er de sjoveste’, lige efter udgivelsen i 1984 blev trukket tilbage. Debutanten havde i for udstrakt grad ’lånt’ plottet fra Neville Smiths ’Gumshoe’. Beckerlee forsøgte – forgæves – at rehabilitere sig året efter med ’De sjældne og truede arter’. For ikke at risikere selv at ende som sjælden og truet trak han stadig oftere stikket ud, også af forstærkeren. Han engagerede sig i forarbejderne til det rockmuseum, der nu nærmer sig realisering i Roskilde. Samtidig blev han en nidkær kustode for Gasolin’s eftermæle – gruppen, han aldrig helt fik sagt farvel til. Til gengæld sagde den uddannede værktøjsmager goddag igen til den billedkunst, han som teenager havde fordybet sig i og leget med, dengang Robert Jacobsen var et lige så stort idol for ham som Miles Davis. Og glæden ved kunsten må det glæde ham at se videreført af datteren, den kunstakademiuddannede Honey Biba Beckerlee. LÆS OGSÅ I dag har Beckerlee senior i nogen grad erstattet skrotmetalskulpturerne med installationskunst og farvelysende malerier (der måneden ud kan ses i Albrectsens Galleri i København). Installationerne har Ole Lindboe, redaktøren af magasinet Kunst, kaldt »et bud på et stykke kompliceret virkelighed, som vi hver især må afkode. Det er den udfordring, som hans kunst lægger. Besværligt, men også givende«. Den sidste sætning er ikke langt fra at lyde som et signalement af personen Franz Beckerlee.
