0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Danmarks Keith Richards fylder rundt

Guitarist i Gasolin', Franz Beckerlee, kan se tilbage på en af Danmarks mest hyldede musikkarrierer.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Simon Jeppesen(Arkiv)/Jyllands Posten
Foto: Simon Jeppesen(Arkiv)/Jyllands Posten

Amagerkaner. Beckerlees musiske talenter var åbenlyse fra begyndelsen.

Fødselsdage
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Fødselsdage
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Franz Beckerlee skilter ikke på sin hjemmeside med sin kanoniserede rockfortid.

Gasolin’ er nævnt, men kun i forbifarten. I stedet er det meste af pladsen viet hans aktuelle virke som billedkunstner. Den form for underspillethed kræver format, og det har den nu 70-årige Beckerlee aldrig manglet.

Som guitarist blev han verdensberømt i Danmark, efter at han og hans gamle skolekammerat Wili Jønsson sammen med den frivilligt førtidspensionerede skolelærer Kim Larsen dannede Gasolin’.

Beckerlee har sammenlignet personkonstellationen med det, der sker, når man lader en tændt tændstik dumpe ned i en krudttønde. Han tænkte ikke kun på musikken.

LÆS OGSÅ

Hvis Gasolin’ var de danske Stones, og Larsen var Mick Jagger, ja, så var Beckerlee Keith Richards. Men hans flamboyante ydre og ekspressive spillestil dækkede over en følsom, lidt sart sjæl, der ikke skulle finde forløsning i rockhedonismen, men i den tibetanske buddhisme, som er hans mentale livspartner den dag i dag.

Længslen efter eftertanke ses legemliggjort i hans kolonihave, som er en studie i blomstrende zen.

Indre ro
Vejen til indre ro gik for Beckerlee tidligt via musikken. Han gik ikke til klaver, men til saxofon. Altsaxofon. På kanten til 60’erne dannede han og trompetisten Hugh Steinmetz et ensemble, som inspireret af først Miles Davis og siden Ornette Coleman endte med at kalde sig Contemporary Jazz Quartet.

Det improvisationslystne band leflede ikke for et i forvejen fåtalligt publikum.

Arnold Schönberg, ragaer og Albert Ayler var den mørtel, den løst sammenhængende musik blev holdt sammen af. Og i tidens turtleneckklædte selvbevidsthed samarbejdede man også med Niels Viggo Bentzon, datidens uartige musikalske barn.

I en skarp parentes bemærket kom kærligheden til det sære og skæve Beckerlee til gode, da han i 1969 producerede det danske beatikon Burnin’ Red Ivanhoes debutalbum.

1I en anmeldelse af en cd-genudsendelse af Contemporary Jazz Quartet skrev Boris Rabinowitsch her i avisen i 2001, at Beckerlee »i emotionel henseende ikke sjældent nærmer sig kogepunktet«.

Politiken.dk i 3 måneder - kun 299 kr.

Læs hele artiklen nu

Køb abonnement

Annonce

Læs mere