Kaare K.B. Dahl er nærmest vokset op hos Rambøll, idet han efter endt studentereksamen og et års legatophold ved Augustana College, Sioux Falls, USA, fra 1981 sideløbende med studierne på DTU arbejdede som studentermedhjælper i it-afdelingen hos Rambøll.
Efter afgangseksamen blev han fastansat som civilingeniør samme sted. Ansættelsen blev midlertidigt afbrudt, da han i 1989 blev tilbudt en forskerstilling på DTU, hvilket resulterede i en ph.d.-afhandling i 1992. Tilbage i Rambøll i 1993 har han siden været involveret i utallige projekter, herunder som projektleder ved betonkonstruktionerne på alle typer nybyggeri i Københavns Zoo, fra hovedindgang over skildpaddehus til girafhus og ikke mindst opførelsen af det spektakulære elefanthus i tæt samarbejde med den britiske arkitekt lord Foster. Elefanthuset indbragte Zoo Dansk Betonforenings Betonpris i 2009. Hans største udfordring har dog uden tvivl været som seniorprojektchef og leder af det Rambøll-team, som stod for de bærende konstruktioner ved byggeriet af Nordens største hotel, Bella Sky Hotel i Ørestad, indviet i 2011.




























